Brandvæsnets historie fortalt i 1916.
Brandvæsen er del de foranstaltninger, man træffer for at stanse og forebygge ildebrande, og dels de offentlige myndigheder, der forstår og lede dette.
I henhold til brandloven og særlige love og vedtægter gives der en mængde bestemmelser, som er noget forskellige for København, Købstæderne og Landdistrikterne. for København gælder hovedsagen lov af 15. maj 1868 suppeleret med en mængde administrative forskrifter. For Frederiksberg lov af 1. februar 1877 og for Købstæderne lov af 21. marts 1873. For landdistrikternes vedkommende er det ved lov af 1. april 1905 og 1. august 1912 indført en del nye bestemmelser, ligesom også byggeloven af 1. august 1912 indeholder adskillige forordninger, der vedrører brandvæsnet. Disse love og påbud tager dels sigte på at mindske brandfaren særlig ved anordninger om opførelse af brandmure og isolering og særlig sikringsforanstaltninger ved brandfarlige bygninger og virksomheder, ved at give regler for tagdækning, for opstilling af komfurer, kakkelovne og ildsteder og bygningernes hele indre indretning særlig med hensyn til trapper og skillerum, samt tilstedeværelse af brandredskaber, skorstenes renholdelse og alt, hvad der hører ind under omgang med ild og lys. Dernæst giver lovene påbud om de pligter, der påhviler befolkningen i tilfælde af ildebrand.
Hed hensyn til såvel det forebyggende som bekæmpende foranstaltninger indenfor brandvæsnet, er der imidlertid indrømmet de lokale myndigheder mere selvbestemmelsesret i retning af lovens fortolkning, og de nuværende forhold er at ret administrativ art og afviger betydeligt i de forskellige kommuner.
I København føres den øverst kontrol med brandvæsnet af magistraten, i købstæderne af en brandkommission, der består af Politimesteren og Brandinspektøren og et eller flere byrådsmedlemmer, på landet af Brandfogden under politimesterens tilsyn. Disse myndigheder sørger for ved afholdelsen af brandsyn og visitation at påse, at lov og anordninger overholdes.
Hovedformålet med brandvæsens hele virksomhed er dog naturligvis at bekæmpe opstående ildløs.
Allerede fra det 14. århundrede var bistand ved ildebrand en borgerpligt, der påhvilede både købstadsborgerne og bønder, og ydelsens omfang ses tidligt at have været bestemt af de faste ejendomme. I København og købstæderne førtes kommandoen af brandinspektøren eller brandmajoren, der med sine officerer og underofficerer og samtlige byens borger udenfor embedsstanden, dannede brandkorps, der må betragtes som en rent borgerlig institution, hvis virksomhed og hele indretning var præget af de stedlige forhold. Navnlig i storbyerne afhænger brandvæsnets nytte for en væsentlig del af hurtighed, hvormed dette kommer tilstede på brandstedet.
Københavns brandvæsen er organiseret fuldt ud moderne efter de bedste udenlandske mønstre. Borgernes bistand er for længst afløst af fast mandskab, og der rådes over et godt materiale af moderne sprøjter i alle størrelser. Brandstiger, biler samt alle under slukningsarbejde henhørende hjælpemidler. Korpset råder over sin egen store bygning bagved rådhuset og har desuden 8 vagtstationer fordelt rundt i byens distrikter. Over hele byen findes talrige alarmeringsapparater (Brandskabe), hvorfra enhver ildebrand kan meldes. På hovedstationen og de mindre stationer holdes der vagt både nat og dag, og alt øvrige materiel er altid rede til udrykning, så man i løbet af få minutter kan være på brandstedet. Under kørselen, der sker ved motor- og hestekraft og foregår i fuld fart, tudes der bestandig til advarsel for alle øvrige passerende, der må vige. Netop som følge af den hurtighed, hvormed der arbejdes, bliver man herre over langt det største antal brande, før ilden får rigtig magt. København der tidligere har været hærget af store brande f. eks. i oktober 1728, hvor 1600 huse lagdes i aske, deriblandt 5 kirker, og i juni 1794, hvor 1000 huse og Nikolaj Kirken nedbrændte, og endelig under bombardementet 1807 Frue Kirke og 305 huse, har nu i en årrække været forskånet for sådanne katastrofer, særlig fordi brandvæsnet ved alle farlige situationer har vist sig sin opgave voksen. Den største brand fra den senere tid er Christiansborg Slot 3. oktober 1884.
I købstæderne hviler brandvæsnet endnu for en stor del på ældre tiders overlevering, selv om det naturligvis er indført betydelige forbedringer. Brandinspektøren, der tidligere udnævntes blandt byens borger således, at embedet skiftede, er nu en dertil særlig kvalificeret mand, der er fast ansat og gageres i forhold til byens størrelse; de øvrige officerer er i reglen også fast i korpsets tjeneste og avancerer ves afgang, men modtager i de mindre byer sjælden gage. Borgerne og det unge mandskab indføres i rullen og får i reglen ansættelse ved pumperne, medens underofficerer og særlig udvalgte fungerer som sprøjteførere og strålemester. Sprøjterne drives så godt som udelukkende ved håndkraft; de fleste byer råder over en eller flere moderne mekaniske stiger på hjul. I de fleste købstæder har man en stab af faste indøvet mandskab, der danner brandvæsnets kerne og er forsynet med uniformer, økser og hager. Til personlige udstyr hører altid en stærk brandhjelm til hoveds beskyttelse samt en livrem, der er forsynet med en krog eller ring, så den under arbejder kan fastgøres til vinduesposter og lignende. Brandmandskabet modtager et mindre årligt vederlag samt betaling, når de er i funktion; det udfører vagttjenesten ved teaterforestillinger og offentlige forsamlinger. Når der brænder i byen eller den nærhed, ringes der med kirkeklokkerne, trommen går, og enhver, der står i brandrullen, må øjeblikkelig melde sig ved afdelingen. Af stor betydning for brandvæsnets virksomhed er de nu overalt nedlagte vandværker, hvorved den tidligere så generende vandmangel delvis er afhjulpen. Rundt omkring gaderne findes der især vandopstander, de såkaldte brandhaner, hvor slangerne kan påskrues. Det påhviler brandvæsnet at holde vagt på brandstedet, til enhver fare for yderligere opblussen af ilden er fjernet, samt foretage den første oprydning af tomten. I de fleste byer afholdes der en gang i sommerens løb sprøjtemønstring, hvor mandskabet giver møde og materiellet prøves, så eventuelle mangler kan afhjælpes. I de sidste 10 år er der sket betydelig fremgang med hensyn til anskaffelsen af nyt materiel. Århus har nu fast stationeret brandmandskab, og både Århus, Odense, Ålborg samt de større jyske byer har fået store kraftige sprøjter og mekaniske stiger. Landets brandinspektører afholder årlig en sammenkomst, hvor alle forhold vedrørende brandvæsen drøftes, i reglen i forbindelse med praktiske øvelser og præstationer.
På landet klemtes der med kirkeklokkerne og tudes i byhornet, når der udbryder ild, og medens tililende naboer bringer den første hjælp navnlig i retning af at redde menneskers og dyrs liv, Hvis der er fare, og dernæst søger at få det værdifuldeste indbo ud, kommer i reglen lidt vel sent sprøjter og mandskab fra de landsbyer, der ligger indenfor 1 mil fra brandstedet. Hver landsby eller i det mindste hver sogn ejer en sprøjte, der har plads i et særskilt sprøjtehus. Kommandoen og ansvaret har brandfogden, der i reglen vælges på 3 år. Ved ildebrand leder brandfogden i den by, hvor branden raser, slukningsarbejdet. Fra de fleste gårde skal der gives møde med vandtønder, der fyldes og læsses på vogne, samt spande og en eller flere karle efter gårdens størrelse. I sommertiden er kar og tønder hyppigt utætte, så vandet spildes, og materiellet lader i det hele meget tilbage at ønske. Når der udbryder ild i en stråtækt landejendom, må brandvæsnet i reglen indskrænke sig til at begrænse ilden og beskytte de nærmeste ejendomme. Til det formål dækker man taget og alle udsatte steder med lagner og dækkener, der bestandig overdænges med vand. I tidliger tider, da landsbyerne i reglen var tæt sammenbygget, lagde ildebrande ofte hele byer i aske. I vor tid er bebyggelsesforholdene undergået en betydelig ændring, så afstanden mellem bygningerne er større, ligesom brandvæsnet også er virksommere i retning af ildens begrænsning. Godt og nogenlunde tilgængelige brønde er af den største betydning, og de mange i de senere år på landet oprettede vandværker har derfor hidført et betydeligt fremskridt. Efter branden må mandskabet fra de forskellige byer skiftevis holde vagt og deltage i pladsens oprydning. Ved store brande på landet, når betydelige værdier står på spil, og de forhåndenværende midler skønnes at være utilstrækkelige, rekvireres der almindeligvis assistance fra nærmest købstad.
Redskaber. Blandt disse må man først nævne sprøjten, en suge og trykpumpe, der gør det muligt at overdænge ilden med vand. Man anvender en mængde konstruktioner, der stadig forbedres. Det mest fuldkomne, teknikken har frembragt i denne henseende, er storbyernes motor- og dampsprøjter, der kan udslynge op til 3000liter vand i minuttet. Enkelte steder har man forsøgt dampautomobiler; men det mest almindelige er motorsprøjter der driver enten ved elektrisk kraft eller benzin, en sådan sprøjte, der udslynger 2000 liter i minuttet i en lufthøjde af ca. 90 meter, er indlemmet i Københavns brandvæsen. I Berlin har man indført automobildampsprøjte der en tid ansås for at være nok så driftssikker, Fig. 2. Den almindelige dampsprøjte Fig. 3 er en let 2- eller 3- cylindres dampmaskine damp maskine,
Der er monteret på vogn. Dens kedel rummer fra 2 til 3000 liter og står i forbindelse med et pumpeværk, der kan slynge fra 800 til 2000 liter i minuttet. For hurtigt at kunne skaffe tryk har kedlen en stor ild påvirknings flade. I reglen er den indrettet til opfyring under kørslen, og kan frembringe fornødent tryk på 6 til 10 minutter. Dampsprøjten, der har vist sig at være af ganske fortrinligt virke, har længe været benyttet i København, hvor man nu (1916) har 5 i brug, og i de senere år har den vunden indgang i flere af vore store provinsbyer. mest anvendt bliver dog endnu håndkraftsprøjten, der tidliger var ganske enerådende indenfor brandvæsen. Det er et ganske enkelt pumpeværk, der enten tager vand fra en beholder og kun virker som en trykpumpe, eller har sugeslange og altså virker både som suge- og tryksprøjte. Man fremstiller mange størrelser, men det sædvanlig er en sprøjte, der kan udslynge op til 250 liter i minuttet og fordrer en betjening af ca. 10 mand.
Til brug for landdistrikterne monteres denne sprøjte på vogn, og man fremstiller i nutiden mange sådanne praktiske landsprøjter, der er forsynet med slangeruller og alle hjælpemidler, så de hurtigt kan bringes i funktion, Fig. 4. Ethvert veludviklet brandvæsen er forsynet med håndsprøjter, Fig. 5.
Det er en lille pumpe, der står i en vandbeholder, og som er forsynet med slange og fuldt monteret til brug. Man har sådanne sprøjter både til en og to mand, og ved hus ild og mindre brande er de ypperlig virkning og kan benyttes uden at forårsage stor vandskade.
Brandstiger anvendes både for at bekæmpe ilden og som redningsmiddel, hånd – og krybestigen er en let stige, der foroven er forsynet med en vinkelhage, så brandmanden kan stikke den gennem et vindue, gør den fast i vinduet i etagen oven over og således bestige bygningen, Fig. 6. Den italienske stige Fig. 7, egner sig til brug i snævre gårde, hvor store brandstiger ikke kan anvendes. Det er korte stigestykker, der er indrettet således, at den ene kan skydes ind i beslaget på den anden, så de kommer til at danne et sammenhængende hele, der kan skydes op ad muren.
Den mekaniske stige der bygges i længder fra 18 til 25 meter,består af 2 eller 4 stiger, der ligger oven på hinanden i reglen fast monteret på en undervogn. Den drejes ud ved hjælp af et sving og skydes derefter op i den ønskede højde, Fig. 8.
I de større byer begynder man at benytte automobilstiger, hvor motorkraft anvendes ved stigens manøvrering.
Tender.
Foruden sprøjter og stiger må et brandvæsen desuden have et antal køretøjer til transporter af det fornødne mandskab og slanger, redningsmateriel og redskaber, til de store mekaniske sprøjter, brændsel m.m.. En sådan vogn med plads til 10 à 12 personer kaldes en tender, Fig. 9.
Til mere personlig udstyr hører brandhjælmen Fig. 10, der beskytter brandmandens hoved mod nedfaldne sten og tømmer. Dernæst Øksen Fig. 11, den har som oftest en bred bane, så den kan benyttes som hammer.
Maske og røg svampe er uundværlige, når brandmanden skal trænge 
ind i et røgfyldt hus, Fig. 12. Fig. 13 viser en brandmand, som, for at kunne holde stand på sin udsatte post, er udstyret med en gummidragt og en brusehjelm, der står i forbindelse med slangen og overrisler ham med vand, medens luftledningen tilføre luft udefra, så han kan ånde.
Fig.14 og Fig. 15 viser redningsmandskaber. Fig. 14 er en rutschbane af stærk lærred, der er præpareret så det modstår ilden; når den er fastgjort til vindue eller en balkon, og brandmandskabet trækker så meget ud forneden, at farten ikke bliver for stejl. Kan man på denne måde redde mennesker, der opholder sig i bygningens højere etager.
Til begge disse metoder knytter der sig den vanskelighed, at de skal have forbindelse med et bestemt sted på den brændende bygning, ofte er vanskelige at få fastgjort og, at der medgår megen tid ved flytning. Redningslagnet eller springtæppet, Fig. 15, ar derimod den fordel, at det kan benyttes dér, hvor faren truer. Det er et stort fra 3 – 4 meter langt og bredt tæppe, der holdes oppe af 18 – 20 mand. Selv om dette spring ikke er ufarligt, når det gælder stor højde, er der dog reddet mange mennesker på den måde.
Brandslanger, man skelner mellem suge- og trykslanger. Suge slanger, der tilfører vand til sprøjten, er vævet og indvendigt gummierede slanger, der er forsynet med en metal ringe for ikke at klappe sammen ved tryk. Trykslangen var oprindelig af læder eller skind; men nu anvendes næsten udelukkende vævede slanger af hør eller hamp; for tæthedens skyld er de i reglen forsynede med et gummi lag indvendig. Da man ofte har anvendelse for betydelige slangelængder, må man kunne sammenføje flere slanger. Dette skete tidligere ved almindelig skruebeslag, men foregår nu ved kobling af to mundstykker der griber ind i hinanden og ved en gummiring danner en tæt forbindelse. Fig. 16 viser den lukkede kobling samt de åbne mundstykker.
Jysk Brandmuseum 